Kan du huske den seneste konflikt, du har haft? Var det lidt rodet og fyldt med følelser?

Eller havde du en klar plan for det hele på forhånd? Næppe det sidste, vel? Du er ikke alene.

I socialfagligt arbejde møder man ofte konflikter, men der findes ikke et kursus, der effektivt uddanner medarbejdere til at løse konflikter. Før nu.  

Medarbejderne ved Specialområde Børn og Unge gennemgår i løbet af 2023 et træningsforløb med en helt ny læringsform med simulerede konflikter.

Undervisningen foregår i det der kaldes forumteater, hvor uddannede skuespillere agerer børn og unge, der er "oppe at køre" eller som man kalder det professionelt – i high arousal.

En simuleret konflikt i et trygt træningsmiljø.

Kurset har flyttet den klassiske tavleundervisning over i praktisk skuespil, så deltagerne kan mærke på egen krop, hvilke færdigheder det kræver at skulle bruge sig selv som fagligt instrument i en hverdag, hvor der kan komme pres på én som menneske. Dét gør en forskel.

Simulationstræning2.jpg

Selvom kun halvdelen af medarbejderne har gennemgået træningen indtil videre, er tilbagemeldingerne allerede overvældende positive.

Flere melder, at det er det mest relevante kursus, de har været på.

Medarbejderne mærker allerede, at de har styrket samarbejde og rollefordeling under konflikter og er mere opmærksomme på deres egen ageren i konflikterne.

Styrket samarbejde giver færre konflikter

I Specialområde Børn og Unge arbejder medarbejderne med nogen af de mest komplekse børne og unge sager i Danmark. Det kræver ofte at man arbejder særligt tæt sammen gennem en arbejdsdag og have tillid til at dele opgaverne imellem sig.

Alligevel har for eksempel nærmest været et nederlag for nogen at hente hjælp, når en ung havde det svært, selvom teorien siger, at det er det bedste at gøre.

Tilsvarende har den der, der har været ’back-up’ (sikkerhedspersonen), været i tvivl om, hvornår, det har været ok at melde sig på banen uden at overrumple den, der er ’på’ (omsorgspersonen).

Det har kurset også hjulpet med.

Mange af deltagerne og deres kollegaer føler allerede, at det er blevet mere legalt at søge hjælp, inden konflikten udvikler sig, fordi de har trænet et fælles sprog for konflikthåndtering, en klar rollefordeling og en accept af at konflikter, af hensyn til både børn og medarbejdere, skal løses i tæt samarbejde.  

Den store forskel ligger i, at der efter kurset er en fælles klar plan og rollefordeling som bliver brugt i praksis, fortæller medarbejderne.

Egen indflydelse på konflikten

En særlig effektfuld del af undervisningen har været fokus på medarbejderens egen rolle og indflydelse i konfliktsituationer. Det der også kaldes selvagens.

Efter bare en enkelt dag med praktisk træning er medarbejderne bedre til også at se konflikterne fra børnene og de unges side og dermed observere sig selv lidt mere udefra – også i de tilspidsede situationer.

Simulationstræning i et trygt miljø tillader medarbejderne at arbejde med komplekse problemstillinger på en meget konkret måde.

simulationstræning3.jpg

Medarbejderne fortæller, at de allerede er blevet meget mere opmærksomme på, at det har en stor betydning for en konflikt, hvordan de kommer ind i rummet, hvordan de taler, forholdet til deres egne følelser og uhensigtsmæssige reaktioner.

Efter den praktiske simulationstræning er deltagerne blevet meget mere nysgerrige på det bagvedliggende i konflikten og ser derfor langt mere nuanceret på løsningsmuligheder. De melder selv, at de efter kurset har været i stand til at de-eskalere konflikter, der ellers ville udvikle sig – måske endda til magtanvendelser. De føler sig generelt mere trygge og kompetente i konfliktsituationer i dagligdagen efter kurset.

Styrket samarbejde         

En ekstra sideeffekt af simulationstræningen er, at det er blevet væsentligt nemmere at integrere flere typer af medarbejdere i konflikthåndtering og dermed aflaste de ’gamle rotter’, der ofte blev kaldt til.

Den klare rollefordeling og fælles sprog for konflikthåndtering har gjort det langt nemmere for yngre, utrænede medarbejdere at være en aktiv del af konflikthåndteringerne.

På samme måde er det nemmere at introducere nye medarbejdere til arbejdet med de-eskalering og konflikter, fordi medarbejderne har et fælles sprog og er trænede i den faglige tilgang. 

Medarbejdere fortæller, at det er det mest effektive og relevante kursus, de har været på. Også ledere er meget glade for træningen og efterspørger årlig gentagelse.  

Det ser umiddelbart ud til, at kurset, som Specialområde Børn og Unge er ved at udvikle, er med til at løse den knude, det har været at oversætte teori om konflikthåndtering til praksis.

Som professionel i arbejdet med anbragte børn og unge er det nu blevet nemmere at navigere godt, sikkert og opmærksomt i konfliktsituationer.