På Møllebækken arbejder Sabrina Stoltze Hougaard som koordinerende sundheds- og medicinansvarlig.

Sabrina har den særlige profil, at hun både er sosu-assistent OG pædagog. Det giver hende, ifølge hende selv, gode værktøjer i arbejdet med børnene og de unge på afdelingerne.

"Det er en genial kombination," siger hun selv, og fortsætter: "Jeg kan bruge mit pædagogiske arbejde til, at barnet kan samarbejde om et sundhedstjek eller en blodtryksmåling".

Pædagogik og sundhedsfaglighed i ét

Sabrina har arbejdet i Specialområde Børn og Unge siden 2009, hvor hun begyndte som sosu-assistent. I mellemtiden har hun uddannet sig som pædagog.

Sabrina koordinerer opgaver inden for dokumentation og medicinhåndtering, hvor hun hjælper hendes kollegaer med at dokumentere deres observationer i forhold til sundhed. Hun står også for at dosere medicin og er den primære kontakt til børnenes og de unges behandlere.

Mød flere af dine kommende kollegaer. 

Noget af det, der virkelig driver Sabrina i stilingen er at hjælpe sine kollegaer til forståelse og tryghed i det sundhedsfaglige arbejde med børnene:

"Det er spændende at kombinere pædagogik og sundhedsfaglighed. Det er en virkelig god dag for mig, når jeg ser tingene falde på plads for mine kollegaer – for eksempel dokumentation i sundhedsmodulet.

Det er virkelig fedt, når de ser lyset og begynder at bruge det selv og reflektere og analysere over arbejdet med børnene og de unge på den måde også" fortæller hun.

Medicin.jpg

Drømmejob med krøllede hjerner

Sabrina har altid været tiltrukket af sårbare børn og unge. Lige siden hun som sosu-assistentelev på barselsgangen ved Regionshospitalet Randers så de små spædbørn i risiko for at blive anbragt, har hun været tiltrukket af arbejdet med denne målgruppe.

"Jeg var ikke i tvivl, da jeg fik tilbudt jobbet i Specialområde Børn og Unge. Det giver mig muligheden for at følge barnets udvikling og gøre en forskel. Jeg føler, at jeg på en måde kan begynde der, hvor udviklingen blev sat på pause" fortæller hun. "Jeg er virkelig motiveret af at arbejde med de her børn og unge med, hvad man kan kalde, krøllede hjerner. Det er en gave at få lov til at forstå, hvordan de oplever verden".

Sabrina har arbejdet så længe i Specialområde Børn og Unge, at flere af de unge, hun har kendt, er fløjet fra reden.

"En gang imellem hører jeg om dem efter, de er flyttet for sig selv, hvor de fortæller om deres succeser og vores tid sammen. Så mærker jeg noget helt specielt. Det er virkelig stort at se, at jeg faktisk HAR været med til at gøre en forskel, selvom der var mange hårde stunder".

Den ambitiøse plan giver energi  

For Sabrina betyder det meget at være ansat som en del af noget større.

"Det er en kæmpe fordel at være ansat i Specialområde Børn og Unge. Der er et netværk, hvor man kan sparre på kryds og tværs. Hos os bliver retningen ikke kun sat oppefra. Man har stor mulighed for at komme med input til, hvordan vi kan udvikle og opkvalificere os som område. Når der både er strategisk fokus oppefra og lydhørhed for os, der står tæt på børnene, oplever jeg, at vi altid udvikler os til børnenes fordel" fortæller hun.

"Specialområde Børn og Unge er et ambitiøst og højt specialiseret område. Det gør mig virkelig stolt. Vi vil være Danmarks førende specialtilbud til udsatte børn og unge. Den ambition giver mig energi i mit arbejde, for jeg kan mærke, at vi bevæger os i den retning hele tiden".