Kontakten til familie og netværk
Granbo vægter forældresamarbejdet højt.
Den bedst mulige støtte til børnene og de unge forudsætter kendskab til deres særlige behov. På Granbo er vi derfor afhængige af al den viden og erfaring, som familien og netværket kan videregive.
På Granbo inddrager vi familie og netværk i stor udstrækning. Når barnet eller den unge fraflytter Granbo, er det vigtigt, at der stadig er en god relation til familie og netværk, som har den gennemgående relation resten af livet.
Alle forældre tilbydes at komme på besøg på Granbo forud for en indskrivning. Forældrene får her en fyldestgørende præsentation af Granbo samt de faglige tilgange og metoder, som der arbejdes med. Her gennemgår vi dagligdagen systematisk og detaljeret, så barnet eller den unge ikke skal bruge overflødig energi på det ved indflytningen.
De fysiske rammer
Granbo ligger i Allingåbro, tæt på kollektiv by-trafik.
Vi bor i er skønt hus med tilhørende have med trampolin, shelters, drivhus mv.
Et af grundelementerne på Granbo er muligheden for en vekselvirkning mellem socialtræning i indbydende fællesområder, fortyndet fællesskab samtidig med, at der efter behov er mulighed for at skærme sig væk til færre stimuli.
På Granbo har børnene og de unge hver deres eget værelse og nogle med eget badeværelse.
Skole og uddannelse
Granbo har et meget tæt samarbejde med Djurslandskolen, som er en specialskole fra 0.-10. klasse drevet i henhold til folkeskoleloven.
Dagligdagen på skolen sikrer den nødvendige kontinuitet med få gennemgående voksne, få miljøskift og en koordineret pædagogisk indsigt i forhold til den enkelte elev. Djurslandskolen har særligt indrettede bygninger, som understøtter elevernes behov.
Efter endt folkeskole støtter Granbo de unge i deltagelse i blandt andet STU, FGU, AGU, PGU, EGU og gymnasial uddannelse.
Sundhedsforhold
På Granbo har vi fokus på både den mentale og fysiske sundhed. Vi ledsager ved behov til læge, kontroller på sygehus og eventuelle indlæggelser. Naturligvis i tæt samarbejde med forældrene.
Medarbejdere har øje for, om børn og unge ændrer adfærd, og om de evt. kan have ondt og skal tilses af lægefagligt personale.
Al medicin- og vitaminindtag bliver registreret af de medicinansvarlige og opbevares i aflåst rum. I SBU er der ansat en koordinerende sundhedsfaglig koordinator, som er med til at sikre børnenes og de unges sundhedsmæssige trivsel.
Granbo har fokus på sundhed. Vi tilbyder en varieret kost, som er tilberedt af vores ernæringsassistent. Herunder også en sammensætning af kost, der er forsvarlig og samtidig indbydende for børnene og de unge.
Samarbejde med myndigheden
Hvert år er der to opfølgningsmøder, som bruges til en vurdering af, hvordan det går med det enkelte barn eller ung - og som en opfølgning på de indsatser, der er sat i værk.
Sagsbehandler og forældre er altid inviteret med, og efter behov inddrages relevante tværfaglige samarbejdspartnere som eksempelvis skole og dagtilbud.
I samarbejdet med myndigheden/kommunen tilbyder vi:
- Opfølgningsmøde afholdes senest 3 måneder efter indskrivning
- Udarbejdelse af individuel plan, der fremsendes forud for afholdelse af de 2 årlige opfølgningsmøder
- Der opstilles mål jf. Barnets Lov § 91 og §108 og for voksne jf. Lov om Social Service § 140 og sættes delmål for den enkelte, som løbende evalueres af det pædagogiske personale med udgangspunkt i dagligdagen og metoderne ICS og VUM
- Tæt samarbejde med den enkelte myndigheds-sagsbehandler, PPR og med UU-vejlederen
- Resultatdokumentation i form af ICF scoringer ved opstart og opfølgning
Eksterne konsulenter
Børn og unge på Granbo kan i perioder have behov for at blive tilknyttet eksterne konsulenter eller vores egne interne psykologer. Der er også mulighed for, at en seksual-vejleder tilknyttes, som vi har ansat internt på Granbo.