Kontakten til familie og netværk
Fogedvænget vægter forældresamarbejdet højt.
Den bedst mulige støtte til børnene og de unge forudsætter kendskab til deres særlige behov. På Fogedvænget er vi derfor afhængige af al den viden og erfaring, som familien og netværket kan videregive.
På Fogedvænget inddrager vi familie og netværk i stor udstrækning. Når barnet eller den unge fraflytter Fogedvænget, er det vigtigt, at der stadig er en god relation til familie og netværk, som har den gennemgående relation resten af livet.
Alle forældre tilbydes at komme på besøg på Fogedvænget forud for en indskrivning. Forældrene får her en fyldestgørende præsentation af Fogedvænget samt de faglige tilgange og metoder, som der arbejdes med. Her gennemgår vi dagligdagen systematisk og detaljeret, så barnet eller den unge ikke skal bruge overflødig energi på det ved indflytningen.
De fysiske rammer
Fogedvænget ligger i Hedensted.
Hvert barn og ung på Fogedvænget har deres egen lejlighed med bad og toilet, og lejlighederne er fordelt, så børnene og de unge er samlet i hver deres "afdeling". I fællesområderne er der tænkt i færrest mulig stimuli, da det er bedst afstemt med Fogedvængets målgruppe.
Der er gode udendørsarealer på Fogedvænget med have, gynger, shelter og bålplads. Det er et stort hit at komme på gå-, cykel- og køreture i den skønne natur i nærområdet.
Et af grundelementerne på Fogedvænget er muligheden for en vekselvirkning mellem socialtræning i indbydende fællesområder, fortyndet fællesskab samtidig med efter behov at skærme sig til færre forstyrrelser. Det betyder blandt andet, at man kan vælge at spise for sig selv eller i mindre grupper, hvis det er at foretrække.
Skole og uddannelse
Fogedvænget har deres eget interne skoletilbud. Her bygger den pædagogiske tilgang på læringsstile kombineret med de samme pædagogiske metoder og indsatser, som bruges på døgnafdelingen (Neuroaffektiv Udviklingspsykologi og Low Arousal).
Undervisningen tilpasses elevernes individuelle behov, og læringsmiljøet kombineres med et skift mellem fysisk aktivitet og mere stillesiddende læring.
Dagligdagen på skolen sikrer den nødvendige kontinuitet med få gennemgående voksne, få miljøskift og en koordineret pædagogisk indsigt i forhold til den enkelte elev. Den interne skole på Fogedvænget har særligt indrettede lokaler, som understøtter elevernes behov. Skolen har plads til 5 børn og unge. Derudover varetager Fogedvænget også interne STU tilbud samt aktivering i forbindelse med manglende dagtilbud.
Udover Fogedvængets interne skoletilbud har Fogedvænget et tæt samarbejde med Skovager Skolen og Lundager Skolen, som er specialskoler fra 0.-10. klasse drevet i henhold til folkeskoleloven.
Efter endt folkeskole støtter Fogedvænget de unge i deltagelse i blandt andet STU, FGU, AGU, PGU, EGU og gymnasial uddannelse.
Sundhedsforhold
På Fogedvænget har vi fokus på både den mentale og fysiske sundhed. Vi ledsager ved behov til læge, kontroller på sygehus og eventuelle indlæggelser. Naturligvis i tæt samarbejde med forældrene.
Medarbejdere har øje for, om børn og unge ændrer adfærd, og om de evt. kan have ondt og skal tilses af lægefagligt personale.
Al medicin- og vitaminindtag bliver registreret af de medicinansvarlige og opbevares i aflåst rum. I SBU er der ansat en koordinerende sundhedsfaglig koordinator, som er med til at sikre børnenes og de unges sundhedsmæssige trivsel.
Fogedvænget har fokus på sundhed. Vi tilbyder en varieret kost, som er forsvarligt sammensat jf. de gældende kostråd, men samtidig er indbydende for børnene og de unge.
Samarbejde med myndigheden
Hvert år er der to opfølgningsmøder, som bruges til en vurdering af, hvordan det går med det enkelte barn eller ung - og som en opfølgning på de indsatser, der er sat i værk.
Sagsbehandler og forældre er altid inviteret med, og efter behov inddrages relevante tværfaglige samarbejdspartnere som eksempelvis skole og dagtilbud.
I samarbejdet med myndigheden/kommunen tilbyder vi:
- Opfølgningsmøde afholdes senest 3 måneder efter indskrivning
- Udarbejdelse af individuel plan, der fremsendes forud for afholdelse af de 2 årlige opfølgningsmøder
- Der opstilles mål jf. Barnets Lov § 91 og §108 og for voksne jf. Lov om Social Service § 140 og sættes delmål for den enkelte, som løbende evalueres af det pædagogiske personale med udgangspunkt i dagligdagen og metoderne ICS og VUM
- Tæt samarbejde med den enkelte myndigheds-sagsbehandler, PPR og med UU-vejlederen
- Resultatdokumentation i form af ICF scoringer ved opstart og opfølgning
Eksterne konsulenter
Børn og unge på Fogedvænget kan i perioder have behov for at blive tilknyttet eksterne konsulenter eller vores egne interne psykologer. Der er også mulighed for, at en seksual-vejleder tilknyttes.