Om tilbuddet

Fogedvænget er et specialiseret børne- og ungehjem for børn og unge til og med deres 17. år, som har mental retardering og gennemgribende udviklingsforstyrrelser. På Fogedvænget tilbydes et miljø med lav stimuli, forudsigelighed og faglige rammer, hvor den enkelte har mulighed for at udvikle kompetencer, opleve mening og opbygge relationer.

Det pædagogiske arbejde på Fogedvænget bygges på Neuroaffektiv Udviklingspsykologi (NAU) og Low Arousal (LA) som teoretiske fundamenter. Disse tilgange hjælper til at understøtte både følelsesmæssig regulering og forebygge stress og uro hos de børn og unge, som bor på Fogedvænget.

Ved indflytning udarbejdes en DPU (Dansk Pædagogisk Udviklingsbeskrivelse) og en NAU-analyse, så den pædagogiske indsats tidligt kan tilpasses til barnets eller den unges ressourcer og udfordringer.

På Fogedvænget arbejdes konkret med at skabe høj grad af forudsigelighed, genkendelighed og rolige mødeøjeblikke. Blandt redskaberne anvender medarbejderne teknikker som personaleskifte, afledning og tilbagetrækning, når det giver mening. Børn og unge spejler sig i personalets ro og stabilitet.

Da flere af børnene og de unge på Fogedvænget har begrænsede sproglige færdigheder, anvendes også alternative kommunikationsformer som Tegn til Tale, Avaz, piktogrammer og andre ASK-redskaber for at styrke interaktion, forståelse og medbestemmelse.

Livet på Fogedvænget

Fogedvænget ligger i Hedensted og er indrettet med individuelle lejligheder med eget bad og toilet. Fællesarealerne har fokus på færrest mulige stimuli for bedst at imødekomme målgruppens sansemæssige behov. Fogedvænget råder også over indbydende udearealer med have, gynger, shelter og bålplads. Som en naturlig og integreret del af hverdagen deltager børnene og de unge på Fogedvænget i aktiviteter i nærmiljøet, der medvirker til at understøtte trivsel, struktur og meningsfulde øjeblikke.

På Fogedvænget er der både døgnvagt og vågne nattevagter, hvilket sikrer, at personalet er til stede med nærhed og opmærksomhed hele døgnet.

Medarbejderne på Fogedvænget vægter balancen mellem fællesskab og individuelle pauser, så socialt samspil med andre børn og unge tilpasses den enkelte. Børnene og de unge kan deltage i mindre fællesskaber, når det giver mening for dem, eller trække sig, når de har behov for færre sanseindtryk.

Hverdagen på Fogedvænget er struktureret og tydelig, og tilpasses altid den enkeltes dagsform og kapacitet. Udgangspunktet er altid barnets/den unges døgnstruktur, hvor der tilbydes vekselvirkning mellem social træning og afskærmede perioder.

Dagen starter typisk med morgenmad, efterfulgt af skolegang – enten på Fogedvængets interne skole eller på eksterne undervisningstilbud. Resten af dagen rummer oplevelser som gå- og cykelture samt fysiske og sansemotoriske aktiviteter, altid med fokus på, at de bidrager til læring, glæde eller regulering. Der indarbejdes planlagte pauser og individuelle støtteforanstaltninger, så børnene og de unge får den nødvendige ro i løbet af dagen. Derudover er der mulighed for samtaler, fritidsaktiviteter samt besøg af netværk og venner.

Fogedvænget har sit eget interne skoletilbud, hvor undervisningen integreres med de samme pædagogiske metoder som i døgntilbuddet (NAU, LA). Skolen arbejder med få miljøskift, få gennemgående voksne og skræddersyede læringsstile, så eleverne oplever sammenhæng og tryghed. Ved behov samarbejder Fogedvænget også med eksterne specialskoler.

Fakta

Antal pladser:
Døgnpladser til børn og unge mellem 5 og 17 år: 7

Paragraffer:
Barnets Lov §43

Økonomi

I ydelsesbeskrivelsen findes information om tilbuddets takster mm.