Fredag d. 13. september 2019 var flaget hejst, og dørene var slået op for gæster og alle med interesse for at se, hvad døgn- og botilbuddet Ulfborghus, Skovstien 2 i Ulfborg er.



Ulfborghus er et bo- og behandlingstilbud, som startede d. 1. januar 2019, efter at det tidligere døgntilbud Skovhuset lukkede d. 31. december 2018 i selv samme lokaler og rammer.

Ulfborghus ønsker at være en del af lokalsamfundet, og at lokalsamfundet ved, hvem Ulfborghus er.

  • Hvad er Ulfborghus for et sted,
    og hvem befinder sig i lokalerne på Skovstien 2?

På Ulfborghus er der 12 pladser for børn og unge i alderen 5 til 18 år. Målgruppen er kendetegnet ved at have Autisme Spektrum Forstyrrelser og udviklingshæmning, med muligheder for tillægsdiagnoser.

Ulfborghus er i tæt samarbejde med den anbringende kommune om den indsats, der skal iværksættes omkring det enkelte barn/den unge.

Ulfborghus har siden d. 1. januar 2019 været i et tæt samarbejde med lokale håndværkere for at gøre både de indvendige og udvendige faciliteter i stand til de børn og unge, som har deres hjem her.

Her er både flyttet og opbygget nye vægge og malet. Desuden er de indvendige rammer blevet forbedret med flere vægbilleder med temaer fra forår, sommer, efterår og vinter, som virkelig bringer liv til lokalerne.



En gåtur på Ulfborghus er således blevet en gåtur igennem årstiderne, hvilket giver en beroligende og harmonisk indtryk til både krop og sjæl.

På gåturen vil man også opleve malerier lavet af børnene, som bor på Ulfborghus, idet der ved indgangspartiet hænger en billedekollage med billeder, børnene har malet. Her kan også alle nytilkomne børn og unge få mulighed for at male et billede til kollagen.



En lille flis af, at børnene er med til at præge rammerne og omgivelserne, de bor i.

Der er mere liv i de nye rum, og der er plads til at være både barn og ung.

Ulfborghus har til huse på Skovstien 2, men har også et internt skoletilbud og et aflastningtilbud på Harbogade 53, hvor vi gør brug af de gode indendørs- og udendørs omgivelser med sø, skov, stor have og højt til loftet.

På adressen Harbogade 53 har lokale håndværkere hjulpet med at male fællesrum og sætte badeværelser i stand, så det svarer til børnenes og de unges behov.



Åbent hus arrangementet var tænkt som en måde at vise Ulfborgs indbyggere, hvem vi er, men også for at vise det store stykke arbejde, som de lokale håndværkere har været med til at lave.

En rigtig dejlig dag.