1. januar åbner et helt nyt døgntilbud - Ulfborghus, der har plads til 12 børn og unge mellem 5 og 18 år. Børn og unge, der ikke kan bo hjemme på grund af en autismediagnose med stor kompleksitet.

Ulfborghus er netop blevet godkendt som nyt døgntilbud af Socialtilsyn Midt. Og regionsrådet har legeledes godkendt at Ulfborghus åbner 1. januar 2019. I sensommeren lukkede institutionen Skovhuset med virkning fra 31.12.2018. Ulfborghus er beliggende på samme adresse som Skovhuset.

Siden er Skovhusets bygninger blevet renoveret, målgruppen for institutionen er blevet ændret og personalet har været gennem et intensivt efteruddannelsesforløb. Nu er man klar til at træde i karakter som et højt faglig kvalificeret bosted for børn og unge.

Derfor er det også en spændt og forhåbningsfuld viceområdechef, der ser frem til åbningen den 1.1.2019.

- Vi har arbejdet meget målrettet. Både med rammerne, hvor der er blevet indrettet to afdelinger til henholdsvis børn og unge. Men også med at efteruddanne personalet, så vi alle er opdaterede med nyeste viden om, hvem vi arbejder med og hvordan, fortæller Janne Martinussen.

Hun fortæller, at efteruddannelsen har omfattet både personale og ledelse.

- Som ledelse er vi helt bevidste om, hvor vigtigt det er, at holde fokus på kerneopgaven. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at det har været sundt, ikke bare for os, men for hele Specialområdet Børn og Unge (SBU) i Region Midtjylland, at vi har skullet se på os selv med nye øjne efter kritik fra Socialtilsyn Midt. En kritik, der førte til at Region Midtjylland lukkede Skovhuset. Vi er blevet langt skarpere, fastslår Janne Martinussen.

En langt bedre institution
Socialdirektør Ann-Britt Wetche deler optimismen. Ikke bare når det handler om Ulfborghus.

- Jeg kan se, hvilken forandring det har givet blandt personale og ledelse, at der er blevet arbejdet målrettet, og at vi har ændret på målgruppen for institutionen. Det har betydet en mere fokuseret personalegruppe. Og jeg er sikker på, at den efteruddannelse, vi har gennemført har gjort en stor forskel, siger Ann-Britt Wetche.

Hun fortæller, at alle personaler inden for SBU er i gang med samme opkvalificering, som fagpersonalet på Ulfborghus har gennemgået.

- På den måde bliver det ikke blot Ulfborghus, der bliver et langt bedre tilbud. Vi får et bedre socialområde.

Fakta
Der er plads til 12 børn og unge på Ulfborghus.

Døgntilbuddet Skovhuset bliver lukket 31.12.2018. Nu åbner Ulfborghus i samme bygninger 1.1.2019.

Flere oplysninger
Janne Martinussen, viceområdechef
Specialområde Børn og Unge
Tlf: 5123 8539
Mail: Janne.Martinussen@ps.rm.dk

 

Bente Jakobsen, konstitueret afdelingsleder
Specialområde Børn og Unge
Tlf: 5126 4937
Mail: Bente.Jakobsen@ps.rm.dk

 

Ann-Britt Wetche, socialdirektør
Psykiatri & Social, Region Midtjylland
Tlf: 3060 0348
Mail: Ann-Britt.Wetche@ps.rm.dk