Da 17-årige Cecilie flytter ind på Overgangen i Viborg, har hun over 20 indlæggelser på psykiatrisk afdeling bag sig på grund af selvmordstanker og selvskadende adfærd. Efter ti måneder det nye sted er hun begyndt i skole, har fået sig en veninde og oplevet tre måneder uden at skade sig selv, hvilket er den længste periode i fire år. Her fortæller hun, hvilke ændringer, der hjælper hende på vej.

Cecilie (med ryggen til) er glad for at bo på Overgangen, hvor hun  får krammere af personalet hver dag

Cecilie (med ryggen til) er glad for at bo på Overgangen, hvor hun 
får krammere af personalet hver dag.
 

Allerede den første dag lægger Cecilie mærke til roen. Hun er lige flyttet ind på Overgangen, der er en afdeling under Specialområde Børn og Unge i Region Midt for normaltbegavede unge med autisme. Her sidder hun i sit nye værelse og taler med sin kontaktperson, og hun tænker på hvor roligt, der er. Netop roen betyder meget for Cecilie, der har Aspergers syndrom.

- Jeg kom fra et bosted med mange flere unge. Når nogen af de andre havde det skidt, eller der var pigefnidder i gruppen, gav det uro og kaos, hvilket jeg ikke har det godt med. På Overgangen er det anderledes. Fra første dag tænkte jeg på, hvor roligt her er, fortæller 17-årige Cecilie, der har boet på Overgangen siden august 2017.

Da Cecilie flyttede ind, havde hun boet på to andre bosteder og i en lang periode haft selvskadende adfærd med flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Men både den selvskadende adfærd og indlæggelserne er der langt færre af i dag. Og en af årsagerne til det, mener Cecilie selv, er roen.

- Her er ro over personalet. De råber aldrig, men taler altid roligt, også når de skal håndtere mig, hvis jeg bliver urolig. Det er virkelig godt gået. Samtidig lytter de til mig på en måde, jeg aldrig har oplevet før, og det gør, at jeg føler mig imødekommet.

Her kalder de mig konstruktiv

Cecilie fortæller, at hun med sin diagnose tænker meget over, hvad der bliver sagt om hende. Tankerne er med til at gøre hende utryg og giver kaos. Derfor har en ny måde at omtale hende på betydet, at hun nu er begyndt at se på sig selv på en anden og mere positiv måde.

- Jeg er tidligere blevet kaldt negativ, men på Overgangen fandt de voksne nogle andre ord for mig, og her kalder de mig konstruktiv. Jeg har mange tanker, og her mener de, at det ikke behøver at være negativt at gå og gruble over tingene.

Hjælp til at forstå sig selv

Cecilie var 11 år, før nogen fandt ud af, at hun havde Aspergers. Herefter skulle der gå yderligere fem år, før hun fik nogen at tale med om de udfordringer, som diagnosen giver hende både som pige og som ung. På foranledning af Overgangen er hun nu begyndt hos en psykolog, der hjælper hende med at forstå sig selv.

- Det er første gang, nogen har talt med mig om, hvad det vil sige at være mig. Psykologen fortæller mig, hvordan det er at være en pige med Aspergers, og det har betydet, at jeg har lært mig selv bedre at kende. Nu har jeg fundet ud af, at det er uro og uforudsigelighed, der gør, at jeg får det skidt. Det har Overgangen lært mig. Jeg arbejder bedre med mig selv her. Før vidste jeg, at jeg havde det dårligt, men vidste ikke, hvad, det var, der skete. Nu taler vi om tingene, og det er helt fantastisk, at de støtter mig.

Forudsigelige og troværdige voksne

I det hele taget oplever Cecilie, at de voksne på Overgangen lytter til hende og tager hendes bekymringer og ønsker alvorligt. Samtidig overholder personalet aftaler, og begge dele er medvirkende til, at Cecilie finder personalet troværdige, finder indre ro og kan slappe mere og mere af.

- Her er de voksne forudsigelige, og jeg kan lave aftaler med dem, som de overholder. Jeg har for eksempel bedt om, at opvaskemaskinen er slukket, når jeg er i køkkenet, da jeg hører lyde meget højt. Det har de nu skrevet ned, så de husker det. Der kan selvfølgelig være én, der glemmer det, men det er rigtigt godt, at de lytter til mig.

Cecilie har ønsket et værelse med udsigt og fik derfor lov til at skifte rum. Og da hun i en samtale i sofaen nævnte, at det kunne være fedt at have en kanin, men ikke tidligere havde fået lov, blev det overhørt af lederen på Overgangen, som besluttede, at det kunne hun få, hvis hun havde lyst. Nu er der så flyttet en kanin ind på terrassen i et to-etagers varmeisoleret bur, som Cecilie har købt.

- I starten troede jeg, at det var en delekanin for alle på afdelingen. Men det var bare min. Det er meget motiverende at have én at stå op til og have ansvar for. Det er mig, der gør buret rent, giver ham vand og mad, kæler for ham og går ture med ham. Vi kalder ham en "curlingkanin", griner Cecilie.

Billede af kanin

På Overgangen har Cecilie fået lov til at få en kanin, som hun nyder at have ansvaret for.

Ny tillid til voksne

At to tidligere bosteder har kastet håndklædet i ringen og bedt kommunen finde et nyt bosted til Cecilie, har sat sine spor, fortæller hun. Det har været med til at give hende en angst for, at også personalet på Overgangen vil sige, de ikke længere kan magte hende. Angsten kommer især, når hun føler, hun har gjort eller sagt noget, der kan opfattes negativt.

- Jeg har en tendens til at være meget opmærksomhedssøgende, og i rigtig lang tid frygtede jeg, at medarbejderne på Overgangen ville opgive mig, da jeg havde mistet tilliden til omverden. Men hver gang jeg er urolig, så fortæller de voksne mig, at de ikke giver op. Det har været meget svært for mig at tro på, men efter seks måneder begyndte jeg at stole på dem, og det har givet mig en utrolig ro. Jeg spørger dog stadig nogle gange, om de er sure på mig, da jeg har svært ved at aflæse ansigtsudtryk.

Samtidig finder Cecilie tryghed i, at der altid er nogen voksne at snakke med.

- Jeg kan ikke lide tanken om at blive ladt alene. Jeg er tidligere kaldt egoist på grund af det, men sammen med personalet og psykologen har jeg fundet ud af, at hver gang jeg får angst for at blive efterladt, handler det i virkeligheden om, at jeg har brug for forudsigelighed. Men når jeg kan regne med, at de voksne overholder de aftaler, vi laver, og er der, når jeg har brug for dem, så hjælper det. De voksne respekterer mig og beroliger mig ved at snakke med mig om tingene. Og de har tid til mig og går ikke fra mig.

Begyndt i skole igen

De mange indlæggelser på psykiatrisk hospital har betydet, at Cecilie har mistet en stor del af sin skolegang. Da hun kom til Overgangen, gik hun ikke i skole, men ville egentlig gerne.

På Overgangen arbejder personalet som i resten af SBU ud fra den pædagogiske metode Low Arousal, og det betyder blandt andet, at de tilpasser kravene til børnene og de unge for at undgå at stresse dem og på den måde forebygge uhensigtsmæssig adfærd.

Personalet ville gerne bakke op om, at Cecilie begyndte i skole igen, og for at få succes talte de derfor med hende om, hvad hun selv mente, at hun kunne magte. Tilpassede krav er netop en måde inden for Low Arousal at sikre sig, at barnet eller den unge magter opgaven og ikke stresses. Aftalen blev, at Cecilie begyndte i skole én time hver anden dag, og nu fem måneder senere møder hun i skole hver dag én time.

Første veninde uden for psykiatrien

Cecilie kommer fra Sjælland, og hendes familie og venner bor der. I skolen har hun nu fundet en ny veninde, og personalet på Overgangen har fokus på at støtte op om venskabet ved at hjælpe med at finde på aktiviteter, som veninderne kan lave sammen, og desuden skabe rammerne for, at de kan mødes ved at køre og bringe, så der ikke er stress omkring møderne.

- Hun er den første veninde, jeg ikke kender fra psykiatrien. Tre fjerdedel af mine Facebook-veninder er fra psykiatrien. Det betyder rigtig meget for mig at have en veninde, hvor vi ikke snakker sygdomme og ikke kender hinandens diagnoser. Det er fantastisk, og det er med til at danne en ny identitet.

I vindueskarmen på sit værelse har Cecilie lagt familiebilleder  frem, som hun gerne vil have op at hænge på væggen.

I vindueskarmen på sit værelse har Cecilie lagt familiebilleder
frem, som hun gerne vil have op at hænge på væggen.

Tør drømme om fremtiden

Cecilie har fundet roen på Overgangen, har genfundet tilliden til voksne og er nu ved at lære sig selv at kende. Hendes liv er så godt, at hun tør have drømme om fremtiden, og selvom hun er glad for at bo på Overgangen, er det for hende som for andre teenagere, drømmen om at klare sig selv, der trækker.

- Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan sige, at nu har jeg det så godt, at jeg kan flytte i bofællesskab. Jeg hviler meget mere i mig selv nu og synes, det går den rigtige vej. Inden jeg kom her, havde jeg haft over 20 indlæggelser. Så stoppede jeg med at tælle. Nu har jeg sat ny rekord i fire år med tre måneders pause. Det er befriende ikke at rende rundt med sår mere og at have ro i hovedet. 

Cecilie er anonym i artiklen. Redaktionen har naturligvis hendes fulde navn.