Fenrishus i Aarhus er en af de få døgn- og aflastningsafdelinger i Danmark, som har en børnehave for børn med svære hjerneskader. Børnehaven arbejder primært med en sansemotorisk pædagogik og bruger udeliv, musik og hjemmelavet legetøj til at stimulere børnenes sanser.

Et springvand i haven, et blidt pust i nakken og en hjemmelavet cd-uro. Den sansemotoriske pædagogik er synlig overalt i børnehaven for svært hjerneskadede børn på Fenrishus i Aarhus. Her er plads til syv børn med svær fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, herunder også børn i den terminale fase, og der er både pædagoger, fysioterapeuter og sygeplejersker til at tage hånd om dem.

Fremstiller selv sansestimulerende legetøj

Det er et højt specialiseret personale, der hele tiden er opmærksom på at udvikle deres faglighed for altid at kunne imødekomme børnenes særlige behov. Det betyder blandt andet, at personalet selv udvikler specialfremstillet legetøj som supplement til det indkøbte, så de får de bedste betingelser for at stimulere børnenes sanser.

Børnene her har intet sprog og nogle har stærke syns- og hørenedsættelser. Derfor er det vigtigt at vække sanserne for at give børnene den bedst mulige livskvalitet, forklarer Birthe Krogh Johansen, der er ansat i børnehaven på Fenrishus og en erfaren pædagog inden for specialområdet.

En af de inspirationskilder, som personalet bruger, er den nu afdøde småbørnspædagog Lilli Nielsens teorier omkring sansestimulering af syns- og flerhandikappede børn. Hun havde mange blinde og svagtseende i sin familie og mente, at man skal bruge de ting, der er i sine omgivelser.

Legetøj kan for eksempel sagtens være en grydeske og en kop, man kan slå på, så barnet oplever lyd og vibrationer. Herudover skal man også være opmærksom på kontraster til at give varierede indtryk. Det kan være skift mellem lyd og stilhed eller bløde og hårde materialer.

Skinnende CD’er stimulerer synet

Mange af børnene har diagnosen CVI, der er en hjernebetinget synsnedsættelse (Cortical eller Cerebral Visual Impairment). Typiske kendetegn ved CVI kan være, at barnet er tiltrukket af at se på lys, eller at barnets syn er svingende, så det nogle gange ser og andre gange ikke.

Personalet har derfor selv produceret forskellige uroer, der stimulerer børnenes syn. Samtidig er der børn, der ikke kan holde ting eller række ud efter noget, og legetøjet er derfor udviklet, så det kan noget af sig selv.

Foran en autostol på gulvet hænger en af de hjemmelavede uroer. Den er fremstillet af et rundt plastik tøjstativ med klemmer, hvorfra der er hæftet 15 centimeter lange bændler, som små klokker og et hav cd’er hænger ned fra. De skinnende flader reflekterer lyset i forskellige glimt, når de bevæger sig og stimulerer på den måde barnet til at bruge sit syn.



Et andet sted i børnehaven hænger endnu en uro. Denne foran et spejl og med hvide plastikkrus med forskellige sorte streger på, som drejer rundt og giver mønstre, når man puster til dem, hvis barnet nyser, eller nogen går forbi. Endnu et eksempel på et stykke legetøj, der stimulerer barnets sanser, uden barnet skal røre ved det. 

Udeliv vækker sanserne

Det pædagogiske sansemotoriske arbejde gælder ikke kun legetøj, men også aktiviteterne i børnehaven - inde som ude. I haven er der for eksempel et springvand, som børnene kan se på og røre ved.

Udenfor i det fri ser pædagogerne mange muligheder for at give børnene forskellige sanseindtryk. Det kan være en let vind i ansigtet, varmen fra solen, lyden af bladene i haven eller i skoven.

På en tur ned af gågaden i festugen bliver alle sanserne vækket. Der kommer pludselig brudstykker af lyd fra musik på gaden eller en duft fra en isbod. På naturcenteret er der høns, der gokker, og geder, der bræger, og børnene kan holde en blød kanin, fortæller Birthe Krogh Johansen, der også synger og spiller guitar med børnene.

Vigtig nærkontakt

Udover aktiviteter og legetøj stimuleres børnene også gennem nærkontakten, som er utrolig vigtig. Birthe Krogh Johansen bøjer ofte ansigtet helt hen foran børnenes og taler med blød stemme direkte til dem, mens hun hele tiden har øjenkontakt og nusser dem på armen eller foran. Nogle gange med stille bevægelser. Andre gange skal barnet stimuleres mere fysisk for at blive opmærksom på sig selv og sine omgivelser.

Jeg skal tæt på for at gøre opmærksom på, at jeg er her. Jeg puster blidt i ansigtet, sætter en varm hånd på maven og ryster. Det er dejligt for barnet. Så ved barnet, at det ikke er alene. Samtidig kan det også være med til at løsne anspændthed og spasmer.   

Barnet i centrum

Selvom der er et dagsprogram for hvert barn og mange muligheder i børnehaven for at stimulere det, er det ikke nødvendigvis det bedste, at programmet altid bliver fulgt.

Vi har hele tiden barnet i centrum. Et barn, der ikke har sovet i to dage eller lige været igennem en operation, er fuldstændig ligeglad med sansestimulering. De vil have en arm at sidde på, forklarer Birthe Krogh Johansen, mens hun vugger en lille dreng i armen, der har første dag i børnehaven og lige er vågnet med gråd.

Da børnene ikke selv kan sige, hvad de har brug for, tager det lidt tid for pædagogerne at lære dem at kende ved at aflæse deres signaler. Når et barn for eksempel vender sig væk eller græder, er der noget, det ikke bryder sig om. Vender barnet omvendt ansigtet mod pædagogen, kan det være et af tegnene på tilfredshed.

Det er små børn, der skal finde deres plads i denne verden, og det tager sin tid, når man er belastet med spasmer, epilepsi, vejrtrækningsproblemer, gylp eller opkast. Der er meget, der skal være på plads for barnet, før det også har overskud til sansestimulering. Derfor gør vi os hele tiden umage med at finde ind til, hvordan det enkelte barn har det bedst, fortæller Birthe Krogh Johansen.